Jan Frederiksen har været fast inventar på Herfølges bedste mandskab siden ankomsten på en lejekontrakt fra FC Midtjylland for 2½ år siden – han lagde ud med at dække pladsen på venstre midtbane, men der gik ikke længe før han blev rykket et tak tilbage når taktik-tavlen kom på bordet – tilbage på backpladsen hvor Jan Frederiksen siden har været et af de mest sikre kort i startopstillingen. Han har spillet 75 ud af Herfølges seneste 80 kampe.
Havensupport.dk har taget sig en snak med Jan Frederiksen – en snak om blandt andet betydningen af at have skiftet DS-bold i Jylland ud med en fast plads på Herfølgeholdet, om det pludselige og uventede trænerskifte og om Super Jaaaans fremtid i Herfølge.
Lysten var væk
- Jeg var i en situation i FC Midtjylland hvor jeg slet ikke var inde omkring holdet. Jeg spillede DS-fodbold hver lørdag, og det var jo ikke lige min plan – man vil jo gerne spille hvor det er sjovt. Jeg havde mistet lysten til at tage til træning, mit humør var ikke det bedste og jeg gad faktisk ingenting, fortæller Jan Frederiksen og fortsætter:
- Da jeg så fik tilbuddet fra Herfølge var jeg slet ikke i tvivl. De lå i SAS-Ligaen, det var på Sjælland og samtidig var det en ny chance for mig, siger Jan Frederiksen, der dermed vendte hjem til øen hvor han tidligere har repræsenteret Lyngby inden turen gik til FC Midtjylland via hollandske Feyenoord og Excelsior.
Og skiftet til Herfølge er bestemt ikke noget Jan Frederiksen har fortrudt:
- Man kan sige at Herfølge har været med til at få min spillelyst og mit humør tilbage, og har været med til at sætte min udvikling i gang igen. Jeg har spillet fast fra dag et, og det har været virkelig vigtigt, for jeg har fået meget mere rutine, og føler at jeg er kommet i gear igen.
- På en måde synes jeg også at jeg er blevet en bedre fodboldspiller efter skiftet idet jeg spiller fast hver søndag. Som jeg sagde tidligere så får du mere rutine når du spiller hver eneste gang, og du finder ud af hvilke ting du er god til og hvad du skal arbejde med. Jeg tør tage nogle chancer nu hvor jeg er blevet mere rutineret og har spillet så mange kampe. Det turde jeg slet ikke i FCM, fordi jeg ikke var en fast del af holdet, siger Jan Frederiksen som også uden for banen har det rigtig godt i klubben.
Med mod på mere
- Min tid i Herfølge har været rigtig god. Jeg har nogle fantastiske holdkammerater, og vi har det rigtig godt sammen. Vi har en rigtig god administration og fantastiske forhold. Jeg kan kun kigge tilbage i min tid indtil nu, og tænke at jeg er tilfreds. Jeg har fået den spilletid jeg efterlyste og
g har fået mod på mere i min fodbold, fortæller 24-årige Jan Frederiksen.
Jan kom som tidligere skrevet til Herfølge på en lejeaftale fra FC Midtjylland i sommeren 2004 – siden hen blev lejekontrakten erstattet af en permanent kontrakt. Den udløber næste sommer og derfor er det nærliggende at høre om Jan Frederiksens planer for fremtiden.
- Min kontrakt udløber til sommer – det er vildt at tiden er gået så hurtigt. Jeg ved ikke rigtig hvad der skal ske endnu, men jeg er gået i tænkeboks. Men jeg har det godt i Herfølge og vil ikke afvise noget, men samtidig har jeg også ambitioner om at spille i SAS Ligaen. Jeg tager en dag ad gangen, siger Jan Frederiksen der er en populær skikkelse blandt Hærfuglene.
Number one is Super Jaaan…
Populariteten skyldes blandt andet de lange og kraftfulde ture op ad venstrekanten som Jan Frederiksen foretager kamp efter kamp.
- Jeg er virkelig glad for at i godt kan lide mig. Og at i kan lide det jeg laver inde på banen kan da ikke være bedre. Jeg tror ikke jeg ville have det godt hvis supporterne ikke kunne lide mig – det er der jo ingen der kan lide. Det er altid dejligt at føle sig velkommen blandt supporterne. I er jo også en vigtig del af holdet, i og med at i støtter os uge efter uge, lige meget hvordan det går, siger Jan Frederiksen med en skjult hentydning til et meget svingene Herfølge-efterår.
Og at Herfølge har været meget svingene i efterårssæsonen har der været sagt og skrevet meget om – men det er altid rart at søge en forklaring på problemet mod rækkens ”svagere” mandskaber.
- Ja, vi har været svingene – alt for svingene. Det skyldes det mentale og at vi ikke scorer på alle de chancer vi får. Man kan vel godt sige at vi har undervurderet de ”mindre gode” hold – men de har vist alligevel ikke været så dårlige endda når vi taber til dem. Men det er da nogle hold vi skal slå, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at komme op og spille med hvor det er sjovt, erkender Frederiksen.
- Kort og godt har vi bare ikke været gode nok i år. Vi har også et ungt hold og der er mange urutinerede spillere. Det er dog spillere som virkelig er på vej frem og som virkelig har bevist i dette efterår at der er masser at bygge videre på. Folk ude på lægterne er nødt til at have lidt tålmodighed, selvom det selvfølgelig kan være svært for jer fans når vi ikke præsterer mod de ”mindre gode” hold. Men det er mest det mentale der har spillet ind, for mod topholdene spiller vi jo helt fantastisk. Vi skal bare blive bedre i modgang og så arbejde med det mentale, siger Jan Frederiksen, der som de andre spillere i truppen blev noget choke
rede over Jesper Hansens uventede afsked som cheftræner i Herfølge Boldklub.
Et stort chok
- Jeg skal være ærlig og sige at jeg er dybt skuffet over at Jesper Hansen ikke er vores træner mere. Jeg kunne rigtig godt lide Jesper som træner og som person. Det er i hvert fald ikke Jespers skyld at vi ikke har fået de point mod bundholdene – det er vores egen skyld. Det er os der løber inde på banen.
- Det var Jesper der kom med oplæg til taktikken og fortalte os hvordan og hvorledes vi skulle gribe kampene an. Jespers taktikmøder har jeg altid været tilfredse med, men jeg kan selvfølgelig ikke tale på andres vegne. Men jeg må sige at det kom som et rigtig stort chok for mig, og ved også at det kom som et chok for andre.
Jan Frederiksen udtrykker efterfølgende håb om at komme til at spille under Jesper Hansens vinger på et senere tidspunkt i karrieren.
I fredags blev Auri Skarbalius udnævnt til at efterfølge Jesper Hansen på cheftrænerposten. Det kunne derfor være interessant at høre hvad Jan Frederiksen synes om det valg?
- Jeg synes det er fint, at Auri får chancen for at blive cheftræner. Han er en rigtig god fyr, som man altid kan snakke med. Han er social og god til at give råd. Som spiller har jeg i hvert fald oplevet at han er god til at hjælpe de unge – i det hele taget hele holdet. Han har selvfølgelig ikke så meget erfaring, men man skal jo starte et sted, siger Jan Frederiksen.
Fusionsdebatten kort
Som afslutning på interviewet kan vi ikke lade være med at spørge ind til Jan Frederiksens personlige holdning til tidens måske hotteste debatemne i Køge Kommune – fusionen.
- Jeg ser en fusion som det eneste rigtige. Hvis Herfølge vil op i SAS Ligaen og etablere sig, så er fusionen det eneste rigtige. Man kommer til at få et rigtig godt hold, for der løber mange gode spillere rundt i Herfølge og Køge som har potentiale til at spille i SAS Ligaen. Man vil også kunne få flere penge og jeg er sikker på at Herfølge/Køge vil kunne trække mange flere tilskuere, siger Jan Frederiksen der i efterårets sidste kamp mod Lyngby rundede 75 kampe for Herfølge Boldklub.
Der er dog alligevel et sidste lille spørgsmål som presser sig på inden interviewet afsluttes – et spørgsmål som mange Herfølgefans sikkert gerne vil have besvaret – kan Jan Frederiksen lidt rosenkål?
- Haha, nej det kan jeg faktisk ikke, griner den populære venstre back.
Havensupport.dk vil gerne takke Jan Frederiksen for at tage sig tiden til at stille op til dette interview – lad os håbe at han også spiller i Herfølge når sæsonen hedder 2007/08.
|